Yoga
På dette hold er der opmærksomhed på ryggen og dens bevægelighed. De stramme muskler styrkes, udspændes og blødgøres gennem fysiske stillinger kombineret med åndedrætsøvelser. Yoga stimulerer kredsløbet, smidiggør leddene og udfordrer både den indre og ydre balance. Vi laver størstedelen af øvelserne liggende eller siddende og afslutter med afspænding.
På dette hold får din krop og dit sind et pusterum og en mulighed for nye gode vaner.
Alle kan være med.
Gode råd - inden du kaster dig ud i yoga-verdenen-tag noget løst og behageligt bomuldstøj på, for eksempel gamacher og sweatshirt. Du skal have bare tæer eller strømper på.
Yin Yoga
Yin yoga er en yogaform der, som navnet angiver, nærer os med sin mere feminine tilgang til yoga. Yin yoga handler ikke om at oparbejde styrke og stærke muskler, men snarere om at spænde af, give efter og strække bindevævet, for derved at oparbejde en mere fleksibel krop med mere plads.Vi befinder os oftest 3-5 minutter i en yin yogastilling. Det kan sammenholdt med andre yogaformer synes som lang tid, men når først man vender sig til det, føles det vidunderligt, at få lov at give slip og at have god tid til det.
Vinyasa Yoga
Vinyasa betyder flow og er en dynamisk yogaform. I denne yogaform sammensættes stillingerne til små sekvenser, og det foregår alt sammen ganske flydende. Som udøver handler det om, at give sig hen til yogaens flow og lade kroppen bevæge sig i samspil med åndedrættet
BODYBALANCE
BODYBALANCE er en blid blanding af yoga, tai chi og pilates, som tilsammen giver en afstressende træning i styrke, balance og smidighed til behagelig musik.
Gennem fokus, vejrtrækning og nøje udvalgte øvelser fra yoga, tai chi og pilates træner du her funktionel styrke, balance og smidighed til blød, lækker musik. Kombinationen af teknikker og øvelser giver dig både fysisk træning, øget balance og indre harmoni.
BODYBALANCE er med til at øge din kropsbevidsthed, styrke krop og sind, reducere stress samt løsne op for spændinger.
Pilates
Pilates er en træningsform, som styrker kroppen og øger kropsbevidstheden gennem arbejde med vejrtrækning og kropsholdning. Pilates er skånsomt mod knæ, ryg og led og fokuserer på at øge styrken og stabiliteten i mave- og rygmuskler samt bækkenbunden. Træningsformen udvikler lange flotte muskler, samt opbygning af styrke og udholdenhed..Pilates er desuden velegnet til gravide, efterfødsel og folk med rygproblemer.
Timen henvender sig til dig, som ønsker at forbedre din kropsholdning, styrke din mave- og rygmuskulatur samt opnå øget kropsbevidsthed.
Se vores holdplan her